-
Situationen i København skaber uro i S-bagland: »Det kan sgu da godt være, at vi ender med en anden overborgmester«
Source: BDK Borsnyt / 26 Nov 2024 13:06:06 America/Chicago
Selv de mest positivt stemte kredsformænd er ikke i tvivl: Socialdemokratiet i København står et svært sted. Flere forsøger at hæfte sig ved det positive, når Berlingske ringer og spørger til situationen i det gamle arbejderparti: Der er stadig god tid til kommunalvalget i november næste år, lyder det. Partiets nye overborgmesterkandidat har stadig tid til at slå igennem. Og Socialdemokratiet kommer til at søge indflydelse, hvor den fås. Men det ændrer ikke på, at der alligevel er bekymring ude i lokalforeningerne. En bekymring, der bunder i, at Socialdemokratiet for første gang i 118 år risikerer at miste overborgmesterposten I København. »Jeg tror ikke på, at vi genvinder overborgmesterposten efter kommunalvalget,« siger Tue Hækkerup, kredsformand på Østerbro. »Men jeg håber da,« tilføjer han. Årsagen til, at Tue Hækkerups tro på sit eget partis formåen er reduceret til et håb – og endda et spinkelt et af slagsen – er, at Socialdemokratiet i en intern måling står til bare 12 procent af stemmerne, når københavnerne skal stemme til kommunalvalget. Målingen, som er udarbejdet af Epinion og bestilt af Enhedslisten og SF, spår til gengæld 24 procent af stemmerne til Enhedslisten og 21 procent til SF. Til sammenligning fik Socialdemokratiet 23 procent af stemmerne i København ved det seneste kommunalvalg i 2021. Den udvikling er Christoffer Rosenkrands, kredsformand i Brønshøj-Husum, »megatræt af«. »Noget af det har vi som parti selv været uden om,« siger han og tilføjer: »Det handler måske om måden, man skiftede Sophie Hæstorp ud på. Det handler om kommunikation. Hvad er det egentlig, vi fortæller borgerne i København? Så jeg er helt klar på, at der er noget, vi selv kan gøre bedre.« Hvad mener du, når du problematiserer den måde, man har skiftet Sophie Hæstorp Andersen ud på? »Bare alene timingsmæssigt. Det virker en lille smule underligt, at man hiver overborgmesteren ud, ligesom man skal til at forhandle budget. Det var måske ikke den mest fantastiske løsning,« siger Christoffer Rosenkrands. Tue Hækkerup peger på, at partiet under Sophie Hæstorp Andersen ikke formåede at sætte dagsordenen. »Jeg tror, vi i for lang tid har prøvet at løbe efter nogle dagsordner, nogle andre har sat,« siger han og tilføjer: »Vi har i rigtig mange år været et parti, der gerne vil have en nogenlunde fornuftig miljøprofil. Og det er klart, at den er vi jo blevet overbudt på.« »Træls« kommunikation Sophie Hæstorp Andersen blev i august bedt om at træde ind på ministerholdet i SVM-regeringen som socialminister. I hendes sted som overborgmester trådte Lars Weiss, og den tidligere socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil blev i stedet udnævnt til overborgmesterkandidat. Men den nye overborgmesterkandidat er allerede kommet uheldigt fra start, mener Christoffer Rosenkrands. Rosenkrantz-Theil er kommet for skade at erklære, at det bliver »tæt på umuligt« for Socialdemokratiet at genvinde overborgmesterposten. En række prominente socialdemokrater på Københavns Rådhus – herunder overborgmester Lars Weiss – var efterfølgende ude at bakke hende op. Og det ærgrer kredsformanden i Brønshøj-Husum. »Det synes jeg er en lille smule træls. Jeg synes, hun skulle have valgt nogle andre ord end 'tæt på umuligt'. Det er en melding, som måske kan få nogle tvivlere til at kigge sig om efter alternativer, fordi vi allerede har erkendt, vi ikke kommer til at styre igen,« siger Christoffer Rosenkrands. Anderledes nøgternt forholder man sig til realiteterne på Vesterbro. Kredsformand Rene Rud Mikkelsen giver Rosenkrantz-Theil ret i, at det bliver »tæt på umuligt« ved næste års valg. »Jeg er ikke bleg for at sige, at det kan sgu da godt være, at vi ender med – ligesom Aarhus gjorde på et tidspunkt – at havne med en anden overborgmester i en periode. Aarhusianerne fandt så ud af, at det trods alt var Socialdemokratiet, der var bedst til at stå i spidsen for Aarhus,« siger Rene Rud Mikkelsen. »Den samme situation tror jeg kunne ske i København.« Hellere blå end rød Et af de partier, der potentielt kunne holde Socialdemokratiet fra overborgmesterposten, er Enhedslisten. Partiets overborgmesterkandidat, Line Barfod, har erklæret, at hun gerne forærer posten til SF, hvis det betyder, at de to partier sammen kan holde Socialdemokratiet fra fadet. Pernille Rosenkrantz-Theil har til gengæld reageret med skuffelse over sit gamle parti. »Jeg noterer mig, at Enhedslisten nu er blevet et parti, der går mere op i skakspillet om magten end i, hvad det er for et København, de drømmer om. Sådan har det ikke altid været med Enhedslisten,« sagde hun til Berlingske og efterlyste i øvrigt konkret politisk indhold fra Enhedslisten. Ligesom partiets hovedstadsordfører på Christiansborg, Ida Auken, har advaret københavnerne mod at begå samme fejl som Demokraterne i USA. Hos stort set alle de adspurgte kredsformænd deler man Rosenkrantz-Theils skuffelse over Enhedslisten. Men spørger man i stedet til samarbejdsmulighederne med Barfod og co., er der anderledes blandede holdninger. »Der er ikke nogen på rådhuset, jeg ikke synes, at Socialdemokratiet skal arbejde sammen med. Men spørgsmålet er, hvad vi skal arbejde sammen om,« siger Tue Hækkerup fra Østerbro. Den holdning går igen hos Jan Lindboe, kredsformand i Vanløse. »I virkeligheden kan man sige, at som sammensætningen i Borgerrepræsentationen er i dag, og som de her meningsmålinger også peger på vil gøre sig gældende efter valget, så kunne det jo synes meget fornuftigt at konstituere sig med de røde partier. Det vil jeg ikke være forskrækket over,« siger han. Anderledes skeptisk er Tina Skjødt Olesen fra Sundbyvester. Hun har svært ved at forestille sig en virkelighed, hvor Socialdemokratiet indgår i en rød konstellation, hvor partiet ikke sidder på overborgmesterposten. »Jeg synes, Socialdemokratiet har en tradition for at være bedre til at påtage sig ansvar. Jeg ville personligt være mest tryg ved, at det var os, der havde overborgmesterposten,« siger Tina Skjødt Olesen. Hvis man skulle forestille sig en virkelighed efter valget, hvor Socialdemokratiet kunne få overborgmesterposten ved at lave en bred koalition med de borgerlige, vil du så foretrække det, frem for at man indgik i en rød-grøn koalition, hvor man så måtte afgive overborgmesterposten? »Lige når du spørger mig nu, vil jeg sige ja.« https://www.berlingske.dk/politik/situationen-i-koebenhavn-skaber-uro-i-s-bagland-det-kan-sgu-da-godt-vaere